Hey!
Der har været en grund til at der har været så stille her på bloggen. Jeg har ikke haft overskud til at fortælle det i starten, men nu tænker jeg at det er på tide, da en masse og spørger ind til mig - og tak for tanken og de søde beskeder!
Jeg var glad for min nr. 2 familie! De var søde. Jeg får desværre af vide under en samtale at forældrene har snakket sammen og de har besluttet at drengene er blevet den alder, hvor de kan klare sig selv på en anden måde og at de ikke har brug for en Au Pair mere. Det gjorde det klart at det ikke havde noget med mig at gøre. Jeg var selvfølgelig ked af at de ikke havde besluttet det inden de sagde ja til en ny Au pair, da jeg så kunne havde fundet en ny familie og blevet ved den anden familie indtil det var fundet.
Jeg tænkte over det længe, men kunne mærke at jeg ikke kunne overskue at starte forfra en 3. gang efter så kort tid. I starten af et Au Pair forløb er man virkelig under pres 24/7. Der er aldrig stille i ens hovede og man måler og vejer hele tiden situationen. Man er trådt ind i nogen fremmedes hjem og man vil gerne gøre sit bedste og gøre et godt indtryk, da det ikke kun er ens nye familie men også ens 'chef' og arbejde. Det var udmattende for hovedet at følge med ved nr. 2 familie, da de ikke kunne meget engelsk og det gjorde at jeg skulle prøve at forstå så meget fransk som muligt med det kropsprog de nu brugte! Hovedet var klar til seng omkring kl. 18 ;-) Men jeg arbejdede fra kl. 16 -21 så hovedet fik ikke lov til at få ro før ca. kl 21:30-22. Jeg sov tungt - tro mig ;)
Jeg besluttede efter snak med min egen familie hjemme i Danmark at det var et kald hjem. Jeg savnede også dansk mad virkelig meget!! Jeg savnede dog ikke vejret, for F*** der er koldt her!
Jeg har det godt efter omstændighederne, men jeg havde brug for at lande hjemme i Danmark og lige finde mig på plads og få det lidt på afstand før jeg kunne fortælle det til alle jer der følger med i mit eventyr. I skal vide at jeg overhovedet ikke har opgivet! Det var ikke et hvidt flag jeg viste ved at flyve hjem. Jeg har fået erfaret at Frankrig ikke er landet for mig, når jeg skal være Au Pair, og mit drømmested har jo fra starten været USA, så det er lidt det jeg igen sigter efter om noget tid. Jeg kan være Au Pair indtil jeg er 25 år, så jeg skal nok nå at få en bedre oplevelse ud af det. Der skal mere til at få mig ned at ligge! Det har gjort mig stærk og det var en kæmpe oplevelse som jeg ikke ville have været foruden! <3 <3
Lige nu søger jeg arbejde, fordi kontoen er i bund (det er dyrt at rejse), og jeg er ved at kede mig for meget ved at gå hjemme og lave de samme ting, så nu håber jeg snart at der bider et arbejde på krogen! Jeg søger i hvert fald i døgndrift! ;-)
Xoxo
Beksi